Louise og Tommy i Bolivia

Nu er vi taget afsted så læs endelig videre.



____________________________________________________________________
19. august 2008

Så er der gået 2 måneder siden sidst og ja rigtigt gættet det betyder at vi MEGET snart skal hjem. Faktisk så er vi nu i Sucre og i morgen tidlig flyver vi til La Paz for torsdag at sætte kursen mod L.A. og Louises moster. Vi har dog lige fået af vide af Martin der er ude og køre i Taxa at der måske er blokader i morgen så vi måske bliver nødt til at køre i lufthavnen i morgen kl. 5.30 for at være sikre på at kunne komme derud.
Men det betyder at dette bliver det sidste afstnit af Nyt fra os. Næste gang høre I det fra os selv når vi mødes. Da det er 2 måneder siden sidst må I forberede jer på en lang tekst. OBS! 3 nye sæt billeder.



Der er sket en del siden sidst. Som sagt så skulle Tommy til Sacavillque og videre til Tambo K’asa. Begge steder hvor man skal gå til. Det blev kun til Sacavillque da der dagen efter var valg til amtsborgmester i det amt hvor San Lucas tilhøre. Når der er valg må man dagen før ikke holde møder med mere en 2 personer og alle byer er lukkede for ud og indkørsel. Derfor blev Tambo K’asa aflyst. Og godt det samme for Tommys fødder var noget ømme efter en tur på 6 timer ned til Sacavillque, én dags kursus og derefter 8 timer op igen. Og vejen er meget stejl. Turen var dog super flot og folket i Sacavillque meget søde. Men folket bære virkligt præg af at være isolerede. De er meget tilbage i udviklingen. Kommunen er ifærd med at gøre vejen derud længere så nu er det ”kun” 5 timers kørsel fra San Lucas af meget dårlig vej og derefter 6-10 timers gang afhængigt af hvem man er.

Med sig havde han Lourdes, vores nye syerske, og Carlos vores advokat. Carlos arbejder stadig for den dansk støttede NGO, DELA. Som repræsentant for dem skulle han snakke med landsbyautoriteterne om at sælge alle deres appelsiner til en større virksomhed. Ideen var at de så skulle kunne sælge alle deres appelsiner ad få omgange og derved ikke behøvede at gå turen op en gang om uge. En tur som er farlig og hård og som har kostet menneskeliv. Prisen var 15 bs (ca. 10Dkr.) for 100 appelsiner. Tommy prøvede et par og det var de bedste appelsiner han nogensinde havde smagt. Dette ville de gerne men firmaet fik senere tilbudt 100 appelsiner for 4 bs et andet sted fra så det blev desværre ikke til noget.



I denne tid havde vi besøg af Martins forældre. Det var ret hyggeligt. Martins mor valgte sågar at køre med ud og hente Tommy fra Sacavillque, hvilket blev en noget længere tur end beregnet.



Randi, Martin, og hans forældre kørte med Vicky og Elio til La Paz. Vicky skulle til La Paz for at købe stof til årets kurser. Randi og Martin skulle hente Sidsel og Philipp som skal afløse os. Her gik det virkeligt op for os at vi snart skulle hjem.



Der blev arrangeret et større møde omkring vores nye biler i La Paz med nogle højtstående mennesker fra diverse ministerier. Vi fik arrangeret at der kom nogle fra rådhuset i San Lucas. Vi mente derfor at Louise som præsident for IMCC og som den af os der ved mest om bilerne også skulle deltage. Hun tog derfor flyet til La Paz mens Tommy gjorde de sidste ting færdige i Sucre og tog til San Lucas.
Til mødet fik vi desværre bekræftet af regeringen stadig ikke vil tage nogen beslutning og at det derfor stadig vil tage lang tid før vi får dem. Der blev derfor taget en beslutning om at købe en ny bil med ALLE skatter i La Paz og bruge denne til vi får de nye. Det er nødvendig med 3 biler på projektet. Valget faldt på en sprit ny Toyota Hilux PickUp med dobbelt kabine. Lææææækker bil (specielt for drengene) Tommy er ret vild med den da det er en vaske ægte dyk-mobil.

I La Paz besøgte de Tiwanaku, en gammel og ret stor præ-Inka ruin. Ganske flot. Alt i mens stakkels Tommy kørte projektet alene i San Lucas.
I midten af juli ankom hele banden så til San Lucas. Det var ret underligt igen at være 6 mand på projektet specielt når vi vidste at det betød vi nu var i gang med det sidste overlap for os. Sidsel og Philipp er super søde og fornuftige og vi er begge trygge ved at overlade projektet i deres hænder. De var på sprogskole i Den Dominikanske Republik lige inden de kom til Bolivia så de er begge ret gode til spansk.



I overlappet havde Elio sin festival for traditionel medicin i San Lucas. Der kom over 150 traditionelle læger og festivallen var en stor succes. Elio var meget glad men også meget træt efter tre dage med festival. Det er en meget stor opgave at lave så stort et arrangement for over 100 traditionelle læger som kræver stor støtte når de er i ”byen”. Men som sagt så gik det rigtigt godt. Tommy havde æren af at holde tale foran alle inkl. byrådet og borgmesteren.

I hele denne periode har Martin og Randi haft besøg af en særdeles snu mus i deres køkken. Da de kom hjem fra 3 uger i La Paz havde de haft besøg af musen i stort set alle de beholdere og poser den kunne tygge sig igennem. Vi har set den et par gange men den formår at stikke af og gemme sig. De har haft ALT ude af køkkenet men forgæves. De har sågar haft skilt deres komfur til atomer, hvor de fandt masser af musselorte men ingen mus. Den bor der stadig.



Den 6. august var det atter uafhængighedsdag i Bolivia med den traditionelle desfile (optog) foran rådhuset. Denne gang mødte IMCC talstærkt op alle iført rødt og med vores banner. Folk var meget imponerede. Dette var noget vi husker tydeligt fra vores eget overlap så da vi prøvede det en gang til gik det for alvor op for os at de var tid til at vi skulle hjem i DK.

Fredag den 15. havde vi så afskedsfest. Det mislykkedes at købe lam til grillen, så istedet gik vi ned til den lokale slagter og købe et helt kalve ben. Der var omkring 25 kg. lækkert kalvekød. Vi havde kun inviteret hospitalet, og da hospitalet har oplevet en stor lægeflugt på det sidste regnede vi ikke med der kom så mange. Men vi gætte forkert. Vi var mellem 30 og 40 mennesker i vores have. Det var super hyggeligt. Da vi var færdige med at grille blev der i stedet smidt brænde på så folk kunne hygge sig. Der blev holdt taler og delt gaver ud. Alt i alt en rigtig hyggelig og glad aften fordi vi havde besøg af en masse venner men også trist fordi vi skulle sige farvel til alle de søde mennesker vi har arbejdet og hygget os sammen med de sidste 14 måneder.
saa-danses-der-bolivianer-dans-net.jpg

Lørdag blev der så pakket. Vi havde en hel del mere end vi regnede med. Nok mest fordi vi har købt en masse lama-tøj og andet godt. Vi har også købt en trækiste som vi regnede med at skulle sendes hjem men ikke kunne fordi man skal søge om tilladelse til at ekspotere træ ud af Bolivia. Vi tager derfor denne med som bagage og sender i stedet en kasse hjem med DHL.
Nu sidder vi i Sucre og ordner det sidste til hjemmesiden. Der er strejker i hele Sucre så vi kan ikke lave ret meget andet.
I morgen tager vi som sagt til La Paz og torsdag til L.A. for besøge Louises moster og kusiner som hun ikke har set i godt 10 år. Det bliver ret sjovt at se dem. Den 30. lander vi så i Kastrup og tager direkte til barnedåb og mandag starter universitetet. Jep så er Louise og Tommy i gang med deres travle hverdag igen.
Tak for at have fulgt med i vores liv og færden her i Bolivia. Det har betydet meget for os at have nogle derhjemme som har synes det var interessant at følge med.
Nyt fra os, takker af for denne gange og siger på gensyn næste gange vi tager ud i den store verden.



____________________________________________________________________
22. juni 2008
Så er det blevet tid til at skrive igen. Vi nærmer os slutningen på vores ophold og der bliver derfor taget væsentligt færre billeder. Det er dog ikke fordi vi laver mindre, snarere tværtimod.
Det helt store i denne periode har været at vi har haft besøg af David Moore fra Canada. Han er antropolog og konsulent og han skulle lave vores midtvejsevaluering. Det er et krav fra Danida at vi skal lave midtvejsevaluering og der er sat rigtigt mange penge af til en sådan. David er selv tidligere IMCCer fra et tidligere projekt i Bolivia som lukkede for godt 15 år siden. Han er født i England, men har været dansk gift og bor nu i Canada. Han taler derfor dansk foruden spansk og quetchua. Det har været ret spændende men også hårdt. Nu kan vi bare vente spændt på hvad han har fundet ud af. Det lyder lidt som om han vil anbefale at vi forlænger projektet med endnu 5 år dvs frem til 2016. Det havde vi ikke regnet med, men nu må vi se.




Ellers går livet sin gang i San Lucas. Der har været en del arbejdsdage på kontoret hvor man har kunne følge op på noget af det vi mangler.
Faktisk er der en anden ting der har præget perioden mindst lige så meget som David. Vores ansatte. Vi måtte jo fyrer Ely, da hun blev gravid og derfor ikke kan arbejde på landet. Vi ringede så til de næste på listen fra sidste jobsamtale. Den første havde fået job men den næste skulle bare lige færdiggøre det job hun havde gang i og ville så rigtigt gerne arbejde for os. MEN!!! Hun ringere godt 2 uger efter og sagde hun ikke kunne forlade sin mor som hun bor sammen med (hun er 37 år gammel) og derfor måtte sige nej tak. Ak. Hvad gør man så. Vi var på ferie med Tommys familie, så Randi og Martin måtte arrangere ny jobrunde. Det lykkedes at få en del til samtale om blandt dem fandt vi, Virginia. Virginia er sygehjælper og har den sidste tid arbejdet gratis på hospitalet, mens hun har knoklet i weekenderne for at få penge til at brødføde hendes to børn. Hun er 25 og har 2 sønner på hhv. 9 og 7 år. Den yngste bor dog hos hendes forældre i en af de små landsbyer vi arbejder i. Vi er blevet rigtigt glade for hende. Hun er selv fra landet og kender til de forhold folket derude lever under. Hun er en af dem og ønsker at hjælpe dem. Vi har derfor gjort en rigtigt god deal. Vi har fået en rigtigt god medarbejder samtidig med at vi hjæper en ung enlig mor til to.




De viste sig dog at Irma, vores syerske gennem 6 år, og Virginia havde haft lidt gnidninger tidligere og Irma nægtede at arbejde for samme organisation som hende og skred. Med øjeblikkelig varsel. Tsk tsk. Har man set magen til kvinde fnidder. Vi har derfor nu ansat 2 spritnye syersker fra den lokale syskole. Lourdes (se billeder) som vi er rigtigt glade for. Hun er rigtigt god og kommer rigtigt godt ud af det med Virginia og Sandra som vi er lidt bekymrede for da hun er MEGET genert. Vi for at se.
Ellers er det blevet vinter igen. Det betyder at vejene er super tørre og luften ligeså. Men det der betyder mest for os (specielt pigerne), er at det er blevet rigtigt koldt igen. Det betyder lange underbusker og vanter på kontoret og varmedunk under dynen når man skal sove. Brrrrrr. Dagene er også blevet noget kortere så hvis man skal lave noget sport efter arbejde er man nødt til at smutte før tid. Dette er dog ikke noget problem da vi begge har omkring 10 feriedage til gode, som vi nok ikke når at holde.




Der har været relativt travl på det sidste. For et par uger siden var Randi ude med David, drengene til møde med de frivillige sundhedshjælpere, så Louise måtte tage alene afsted med Virginia og Lourdes på deres første kursus, som foregik i Huañumilla. Hun kunne med glæde konstatere at det gik rigtigt godt og at de to har rigtigt godt styr på det. Dog skal det nævnes at Virginia ALDRIG har skrevet et eneste bogstav på computer, så det lære vi hende vha de 2 oldgamle remedier: Tid og tålmodighed. Det er ret underholdende at høre på.
Umiddelbart inden denne tur til Sucre tog vi begge med til Collpa med Virginia og Lourdes. Det er nu et år siden vi sidst var i Collpa og det ligger som sidst godt 6 timers kørsel af rigtig dårlig vej, fra San Lucas. Det er med tungen lige i munden. Der er mange billeder fra Collpa denne gang og de illustrere rigtigt godt vores arbejde med kvindegrupper og hvordan forholdene er på landet.




Lige nu er vi i Sucre, men vender tilbage til San Lucas på tirsdag. Umiddelbart er planen at Louise arbejder i San Lucas, mens Tommy tager med Virginia og Lourdes, først til Sacavillque (10 timers gang) og direkte videre til Tambo Qasa (3-4 timers gang). Når vi skriver næste gang er de to nye Sidsel og Phillipp ankommet. Tja hvem ved, måske er det så sidste gang vi skriver fra Bolivia.

____________________________________________________________________
18. maj2008

Så har vi været en tur på Galápagos. Det var en dyr, men helt igennem fantastisk tur. Først vil vi gerne lige give jer lidt fakta om Galapagos og derefter kommer beretningen om vores dejlige tur.

Galapagos-øerne spænder over 50.000 kvadratkilometer Stillehav, og består af 13 større øer og en snes mindre - alle bestående af vulkansk materiale. Galapagos har 17.000 indbyggere og hvert år kommer ca. 100.000 turister hertil for at nyde den særprægede og unikke natur.




Landskabet er smukt, men råt. Galapagos har ingen oprindelig befolkning. Ø-gruppen blev opdaget i 1535 af Tomas de Berlanga, biskoppen af Panama, ved et tilfælde. I 1835 kom Charles Darwin til Galapagos for at studere øernes helt unikke plante- og dyreliv bestående af mange sjældne arter, der ikke findes andre steder på kloden. Listen over spændende dyrearter inkluderer blandt andet albatrosser, pingviner, havskilpadder, iguanaer, søløver, hvaler, hajer og delfiner.




Turen derned var lang. De billigste billetter vi kunne få strakte sig over 3 dagen. Fra Sucre til La Paz og så overnatte. Dagen efter videre til Lima i Peru og her også en overnatning. Fra Lima videre til Guayaquil i Ecuador og ja rigtigt gættet her skulle vi også overnatte. Og så videre til Galapagos som juridisk høre til Ecuador. Det var egenligt ok med disse overnatninger. Så fik vi set lidt af både Ecuador og Peru og fik hørt hvordan de taler spansk der.
Fra Guayaquil er der godt to timer i fly ud til Galapagos øerne. 2 timer med intet andet end vand. De to første dage gik med dykning. Det var helt i top at komme i vandet igen for Tommy, der jo har måtte undvære dykningen i godt 11 måneder. Den første dag var Louise med og ja hun hyggede sig faktisk selvom båden var lille og den vippede. Dykningen denne dag var ok, men ikke fantastisk. Der var helt utroligt meget strøm. Dagen efter hvor Tommy var afsted alene var meget bedre. Her fik han set adskillige store hammerhajer. De største på omkring 300 kg. Denne dag fik Louise til at gå med at diskutere med diverse mennesker omkring billetter med mere.

Senere denne dag tog vi videre med fastboat til San Christobal, hvor vi mødtes med båden vi skulle cruise med. Båden var helt i top og vi havde vores egen fine kahyt. De næste tre dage var vi i land om dagen og så forskellige lokaliteter med hver deres specialiteter, søløver, skildpadder, iguaner mm. Der blev gået ture, snorklet og meget mere. Helt igennem en suveræn tur. Det eneste kedelige var at man sejlede om natten og det gyngede så meget at det var svært at sove. Men hellere det end at spilde en dag på at sejle. Vi så i alt 5 øer inkl. dem vi sejle fra og til. Louise er ved at blive helt dus med små både utroligt ikke?!
Tidligt den sidste dag nåede vi lige at se et opdrætningscenter for Galapagos kæmpeskildpadder. Herefter gik turen mod Bolivia. Denne gang helt uden overnatninger, dvs vi havde 8 timer i La Paz lufthavn fra kl. 03 til kl 11. Her fik vi sovet en lille bitte smule på sæderne ved gaten.
Vi var derfor helt færdige, da vi nåede huset i Sucre omkring 26 timer efter vi forlod Galapagos. Vi havde dog ikke været hjemme i 5 min før Elio ringede på døren. Han var på vej hjem fra noget erfarringsudveksling med 5 traditionelle medicinere og ville ind og slappe af en time inden de kørte til San Lucas. Det var ikke lige det vi havde lyst til men vi sagde pænt goddag og sagde til Elio at vi gik op og sov og han måtte lukke sig selv ud.
Nu skal vi lige have en uge i San Lucas inden vi tager til Sucre igen d. 29. maj, denne gang for at hente David Moore, konsulenten der skal lave vores midtvejsevaluering.

Der er kommet internet på vores kontor i San Lucas – vi nyder det så længe det varer…
___________________________________________________________________
5. maj 2008
Så fik vi holdt endnu en ferie, denne gang med Tommys familie. Der gik ikke meget mere end to uger med arbejde på kontoret, inden vi tog til Santa Cruz for at hente Tommys familie.

Det var 10 måneder siden vi sidst havde set familie og deriblandt var Tommys nevø. Da vi så ham sidst, var han 6 måneder gammel og kunne ikke engang sidde selv og nu var han pludselig en lille dreng, der kunne løbe rundt. Det tog lidt tid før han ville lege med onkel Tommy, men han fandt dog ud af at onkel gerne ville underholde i flere timer!




De første dage i Bolivia tilbragte familien Andersen (8 mand inkl os) på en biflod til Amazon floden. Meningen var at vi skulle se en masse dyr, men da det har regnet meget helt indtil sidste måned rakte floden langt ind i junglen, og der var derfor var der ikke særlig mange dyr at se. Nina (Tommys yngste søster) fik dog svømmet meget tæt på floddelefiner, som hun altid havde drømt om.

Vi havde base på en gammel flodpram, med fine værelser og selvfølgelig de obligatoriske hængekøjer, så der var ingen klager. Louise fik også set en Tukan (sort med stort orange/gult næb), en fugl hun har kigget efter på alle vores jungleture.

Det var dog dejligt at flyve til Sucre efter 4 dage, for vi var alle ved at være godt øre af varmen i Santa Cruz distriktet. Vi blev i Sucre et par dage, hvor vi fik købt souvenirs og spist store bøffer.

Det blev også d. 29. april, hvor Tommy fyldte 30 år. Vi fik lækker morgenmad og kørte derefter til San Lucas, hvor Randi og Martin havde sørget for flag og lagkager mmmm…Der blev sat rødvin og lomo (mørbrad) på bordet til aftensmad, og så var Tommy glad!

Vi hyggede os med masser af gåture i San Lucas, samt der blev spillet volley og racket (squash). Ja, Rene (Tommys svoger) blev sågar rost for hans evner indenfor futsall (lokal udgave af fodbold). Vi holdte selvfølgelig fest for Tommy, hvor hele hospitalet blev inviteret. Tommys drøm var at grille en hel lama og det gik i opfyldelse. Klokken fire om morgenen lokkede han Nina og Jimmy (svoger) med på en tre timers køretur ud på landet til en lille landsby vewd navn Japo, for at købe en lama. De fandt en mellemstor en der lige passede til den grill, som en tidligere udsendt havde fået lavet til samme formål.

_Vi skulle have taget turen til saltørkenen, men da det betød 9 timer i bil, valgte vi et par ekstra dage i San Lucas, og fik set den skønne natur. Alt i alt en super dejlig ferie.

I morgen går turen til Ecuador, der skal vi holde ferie på Galapagos øerne. Det er en dyr ferie, men der skulle være et helt specielt flora og fauna – Ja, og hammerhajer, som Tommy gerne vil dykke med! Husk at se billederne de skulle gerne være klar omkring d. 19. maj, hvor vi igen er i Sucre for at arbejde.
___________________________________________________________________
31. marts 2008

Så gik marts måned og der er kun 5 måneder til vi igen sætter fødderne på dansk jord. Tiden flyver afsted og vi knokler stadig med masser af advokater.

I januar havde vi interviews til ansættelse af en kvinde der sammen med Vicky skal arbejde med kvindegrupper. Hun hedder Ely og blev ansat pr. 1. marts. For at få Vicky, Ely og alle vores syersker til at arbejde godt sammen tog Randi og Louise en personaletur til Tarija. Det ligger syd for San Lucas og er det distrikt hvor Bolivia producerer deres vin. Så vi var på vingård og se vinproduktionen. Og ellers ude og se Tarijas natur.

Mens pigerne var i Tarija tog drengene med Elio på et af årets første kurser med traditionelle behandlere.

Vi var så uheldige at få et alvorlig virus på vores computere i San Lucas, så selvom Randi og Louise havde kørt de 7 timer fra Tarija dagen inden, måtte de afsted til Sucre og retur i løbet af 24 timer for at aflevere computerne til eksperterne i Sucre. I løbet af et par uger lykkes det dem at få computerne på ret køl uden vi mistede noget. Det skal dog lige tilfoejes her at Martin og Tommy brugte 2 en halv dag paa at redde vores data.

Vi kom hjem til San Lucas og måtte låne bilen til Vicky og Elio som kørte Ely på hospitalet i Sucre. Det viste sig at hun var gravid! Hendes arbejde bastår bl.a. i at undervise kvinder ude på landet. I Pirhuani skal hun gå 6 timer stejlt nedad og igen 7-8 timer op igen. Selvom det var mod al vores moral og etisk sans, kunne vi ikke gøre andet end at opsige hendes 3 måneders prøvekontrakt. Da hun ikke ville kunne udføre arbejdet. En hård men nødvendig beslutning for os.

Endelig blev det tid til at Louises familie ankom. De fik æren af selv at finde rundt i Santa Cruz og tage flyveren videre til Sucre. Det var noget af en prøvelse eftersom INGEN bolivianere taler eller forstår engelsk. Så de var glade da de landede i Sucre og vi kunne overtage al kommunikation.

Der var lagt en stramt program for familien Paulsen (+ Rasmus). De første par dage foregik i San Lucas, hvor der kunne slikkes sol (dog et par timer med store hagl) og de fik lov at se hvordan vi bor. Derefter gik turen til Sucre for at hente striktrøjer og shoppe lidt på Tarabuco markedet. Vi tog så fri fra arbejde, vi trængte virkelig til ferie! Turen gik først til Salar de Uuyni (saltørkenen). Det var en 9 timers køretur fra Sucre med flere punkteringer, men det skal man jo prøve når man er hernede. Man har ikke oplevet livet i Bolivia uden at punktere. Saltørkenen var noget helt unikt. Den er enormt stor og der er salt (ligner sne) så langt øjet rækker. Lige indtil man når til en lille ø fyldt med 10 meter hoeje kaktusser. Man kan tage mange sjove billeder i saltørkenen fordi overfladen er så ens. (Se billederne).

Inden familien Paulsen skulle hjem igen gik turen til Lago Titicaca (en stor sø). Katrine og Julie blev hjemme på hotellet, mens vi andre vadede øen tynd. Her var MEGET flotte udsigter og gamle inka ruiner. Det var hårdt at gå op og ned, øen ligger nemlig i ca. 4000 meters højde. Men selv Mor Paulsen klarede turen, dog var vi alle meget trætte efter en hel dags gåtur.

Tiden gik alt for hurtigt og søndag satte vi dem så på flyet hjem til Danmark. Trist endnu engang at skulle sige farvel, men tiden flyver jo afsted så snart ser vi hele familien igen. Ja, faktisk går der kun 3 uger inden Tommys familie ankommer og vi igen kan vise vores hjem frem.

Det var alt for denne gang. Vi skal bruge de næste par dage på papirarbejde i La Paz og Sucre. Vi er altså ved net frem til fredag d. 4. april og så igen omkring 21. april (måske før)

18. februar 2008

Så kom vi igen til Sucre. Denne gang er det lidt specielt, fordi vi skal sætte Trine og Rune på et fly til Danmark. Herefter skal vi tilbage til San Lucas med Randi og Martin. Vi har haft et super halvår med Trine og Rune og det er nu lidt trist at skulle sige farvel. Det er dog også en spædende udfordring vi nu står over for. Vi skal være de ”gamle” på projektet, dvs. er det os der ved mest og på en eller anden måde har ansvaret.



Vi kom fra La Paz d. 15. januar, og der er sket meget på de lidt mere end 4 uger i lille San Lucas. De 4 uger er det vi kalder overlappet, her prøver vi at sikre den viden som de gamle (Trine og Rune) ligger inde med og forklarer de nye (Randi og Martin) hvordan tingene hænger sammen i Bolivia. Vi har diskuteret hvad projektet skal opnå det kommende år og revideret budgetet. Puh, det er nu mange penge man junglerer rundt med. Det oprindelige budget er på 7,8 millioner kroner, i budget revideringen er det så vores ansvar at overføre de penge der ikke er blevet brugt det foregående år samt i år var målet at finde løn til en ny ansat.



Vi holdte ansættelsessamtaler til endnu en kvindegruppe medarbejder, da Vicky ikke har tid til at nå alle steder hen. Det var spændende at holde samtaler og så på spansk! Ud af de seks der var til samtale var der tre potentielle muligheder. Vi valgte Ely som virker ung og frisk, og har mod på at arbejde med kvinder langt ude på landet.



Der er ingen kurser på landet i øjeblikket da det er regntid. Vejene er så dårlige at ikke engang en god 4-hjulstrækker kan komme frem. Så Randi og Martin må vente lidt med at se hvad Elio og Vicky egentlig arbejder med og hvordan det egentlig er der ude i los Valles (dalområderne). De har dog alligevel fået en forsmag på arbejdet. Vi har udvalgt de personer som skulle have legater til folkeskole samt uddannelse til sygehjælpere samt været med til møde på quechua med de frivillige sundhedsarbejdere (ACS´erne). Tommy fik sat sit spanske på prøve da han endnu engang stod i situationen med en masse sure ACS´ere der ville have mere af IMCC og kommunen fordi de mente vi var korrupte.




Nåh, men nu til alt det sjove februar har nemlig budt på fester, karneval, masser af sport og høj sol.
Der var karneval i San Lucas d. 2. februar og cirka en uge frem. Nu skal I ikke begynde at fantaserer om karnevalet i Brasilien i San Lucas betyder det nemlig bare at man kan drikke sig MEGET fuld hver dag i en uge og lægge sig til at sove på gaden og andre upraktiske steder. Ja, hvis ikke man vælger MEGET fuld at køre hjem i sin bil! Traditionen tro fik vi besøg af Ayllus som er en organisationen fra den gamle indianer tid. De kommer i deres flotte traditionelle tøj og så byder vi dem på singani (60 % sprut lavet på vindruer) med Upper 10 (efterligning af 7 up). Tommy og Martin fik opgaven at byde på drikkevare hvilket er en hård tjans for til hver enkelt af de ca. 100 personer, fylder man et glas siger skål, ofre lidt til moder jord, drikker glasset selv og giver derefter et til gæsten der drikker ud og så går glasset videre. Tommy siger skål ofre til moder jord drikker selv et glas og lader derefter gæsten drikke et glas.
Ja, Tommy har efterhånden vænnet sig til singani og ved hvordan man undgår at drikke alt for meget. Martin derimod måtte ud og hilse på toiletkummen og på hovedet i seng inden den fjerde og sidste gruppe kom.
Alt imens drengene (ja bortset fra Rune der delte sodavand ud) skålede, dansede pigerne rundt med de fulde folk.




Weekenden efter skulle der så holdes afskedsfest for Trine og Rune og sikken en fest. De havde bestilt mad til 40 mand, hvilket plejer at være rigeligt til afskedsfesterne, men der kom over 50 til spisning, så vi danskere fik ikke så meget mad! Men det blev en god fest med underholdende afskedsgaver og karokesang! Fest for 50 mand med mad og fri bar ca. 1800 kr! ja og så var der da også lige burgere til natmad. Det trænger man til efter at have danset i flere timer.



Tommy og Rune ville gerne have grillet lam. Så de satte Aniceto (socioeducador) på sagen, han er fra landet så han vidste lige hvordan man gjorde. Drengene kørte ud klokken syv om morgenen for at slå lammet ihjel, da det ikke skal nå at svede for så smager det daarligt. Vi var så heldige at Aniceto og hans familien slagtede lammet for os, de var meget glade for at få lov at beholde hovedet og indvoldene samt skindet med uld. Lammet blev marineret et døgn i hvidløg og så gik vi igang med to grille. Det blev lam til 10 mand for 70 kr. og det smagte lækkert.




Vi fik holdt afskedsfest for hollænderne som har boet i San Lucas de sidste 7 år. De skal hjem til Holland. Det er ikke helt af egen fri vilje men fordi deres projekt stopper. San Lucas er blevet så stor del af deres liv, at det bliver underligt uden dem. Men nok mere underligt for dem at bo civiliceret. Rebecca deres mindste barn er født på San Lucas hospital og har kun været på en enkelt ferie i Holland. For hende bliver det et helt nyt liv i et land hun ikke kender. Dog snakker de allerede nu om hvor de skal hen næste gang. De gider ikke bo i Holland.



Det var vist det hele…Vi er i Sucre frem til d. 23. februar og så igen sidst i marts